I Södra er det helt normalt at brænde dele af skoven af, og det er helt nødvendigt for at bevare og fremme særlige arter. Det er ansvarlig skovdrift i biodiversitetens navn.
Normalt er skovbrande noget, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på en, men i Södras skove er den ansvarlige skovdrift også baseret på bæredygtighed og biodiversitet. Der er klare regler for, hvordan der skal værnes om nøglebiotoper, og her spiller ild også en rolle. Naturligvis ild under fuld kontrol.
– Man kan sige, at vi i Södra tager biodiversiteten til det ekstreme ved at sætte ild til skoven, men det er ganske enkelt nødvendigt for at sikre særlige arters fremme og overlevelse. Nogle arter skal udsættes for høj varme for senere at kunne spire, mens andre frø kun kan spire i aske. Det er jo meget fascinerende, og det værner vi selvfølgelig om, siger Frank Larsen, der er adm. direktør i Södra Wood.
Dansk byggeri giver nyt liv i skovene
Biodiversiteten står heldigvis højt på agendaen i mange nye byggeprojekter, hvor bynatur bliver tænkt naturligt ind i de nære omgivelser, og ligusterhække og græsplæner må lade livet. Men det kan blive endnu bedre, og som bygherre eller arkitekt har du en vigtig mission i at øge mængden af træ i byggeriet for på den måde styrke biodiversiteten i skovene.
– Biodiversitet er ligesom bæredygtighed og ansvarlig skovdrift en naturlig del af vores DNA. Derfor kan du være sikker på, at PEFC certificeret træ fra Södra i danske byggerier giver nyt liv i vores skove. Vi har særlige krav til pleje, afdrift, beplantning og foryngning, så når vi afdriver et areal, værner vi om nøglebiotoper, kulturmærker og andre værdier, fortæller Frank Larsen.
Økosystem på naturens præmisser
Södras 53.000 svenske skovfamilier, lige på den anden side af Øresund, dyrker deres skove i pagt med naturen. Her er der plads til et mangfoldigt dyre- og planteliv, men skovene er også et vigtigt levebrød for familierne. Derfor sker den ansvarlige skovdrift i harmoni med naturen for at sikre de kommende generationer.
– Södra er et lukket system, hvor vi har kontrol over hele værdikæden fra frø til bygningstræ. Hvis vi driver rovdrift på skoven, vil vi rive os selv op ved rode, og derfor er driften i skovene nøje afstemt og planlagt for fremtiden, så der altid bliver plantet væsentligt flere træer end vi fælder. Skovene bliver altså passet og plejet, så de altid er i harmoni, siger Frank Larsen.
Vær med hvor det giver mening
Bæredygtighed og naturens mangfoldighed er vores fælles ansvar, og heldigvis tager mange også ansvaret på deres skuldre, der hvor de har indflydelse, og hvor det giver mening for dem. For Södra har der aldrig været alternativer til ansvarlig skovdrift. Simpelthen fordi det er det eneste, der giver mening for en ansvarsfuld skovejer.